En iskold morgen sidder tilhørere bænket i et galleri og lytter intenst. Billedkunstner og filmskaber Jytte Rex, som udstiller på galleriets vægge, er i samtale om sin praksis. I dialogen vender Rex igen og igen tilbage til en bestemt formulering for at sætte ord på sit kunstneriske ’drive’: ”at sætte krop på flygtigheden”.

Jytte Rex er en kunstner, hvis arbejde har sneget sig langsomt ind på mig. Nu, hvor jeg dykker ned i det, åbner der sig næsten uoverskuelige mængder værker at se, læse og forbinde: Rex har været aktiv som forfatter, filmskaber og kunstner, siden hun gik på kunstakademiet, hvor hun blev færdig i 1969. Kvindernes bog fra 1972 og hendes engagement i ”Kvindeudstillingen” i 1975 slog fra starten kvinders position og erfaringer an som et kernemotiv.

Særligt karakteristisk er det, at hun har bevæget sig mellem filmmediet, skriften og billedkunsten og at ikke bare temaer men også konkrete motiver og billeder er rejst på tværs af alle disse medier og dukker op igen og igen.

Mellem hverdagens og mytens rum
Udstillingen ”My Tender Wife” på Wilson Saplana Gallery består primært af store, fotografiske værker printet på aluminium. Nogle hænger højt, andre lavt, og hvert billede har sin egen måde at lade aluminiummen komme til syne igennem motivet; nogle gange er det helt blottet i højlyset, mens andre billeder, sådan som ”Look-alike/Dobbeltgænger” (2013), leger meget taktilt med en oplevelse af en form for oversmøring af selve billedets overflade. Enkelte billeder bærer sporene fra et tidligere liv som flydende emulsion på træ.

De fotograferede personer, der optræder i Rex’ værker væver hun sammen med myter, religion, kunsthistorie og arketyper, og på den måde bevæger hendes billeder sig mellem den hverdagslige verden og et sjæleligt eller psykologisk landskab. I hendes arbejde oplever jeg en kraftfuld transformation af virkeligheden ind i en billedstrøm, der favner langt bredt: vreden, legen, begæret, sorgen, indfølingen og eftergivelsen. Dette univers har sin egen drømmelignende logik. Her er tiden cirkulær, og metamorfose og bevægelse er de styrende kræfter, hvori skrift, fotografi, tegning, film og maleri blander sig på konstant nye måder.

Rejsende motiver
Fra de tidlige værker til den aktuelle udstilling, er der konkrete fotografiske motiver, som kan genfindes i utallige variationer. Alene i kataloget ”Skillelinjer”, udgivet i forbindelse med en udstilling af samme navn på Sophienholm i 2013, genfinder man let en snoet slangekrop ikke bare i ét billede, men i adskillige forskellige værker: nogle gange med én beskæring og bemaling, og andre gange med en helt anden visuel betoning[1]. I nogle billeder er slangen tilstede som et helt genkendeligt dyr, andre gange udgør den skællede hud  snarere en tekstur i billedet; skiftevis motiv og materiale. Også i filmen ”Den erindrende” fra 1985 findes en slange – selvom det trods alt ikke ser ud til at være samme slange som i billederne. I Jeg har ikke lukket et øje (1978) har genrebetegnelsen ’billedroman’ og

består af tegninger, collager, korte, maskinskrevne tekster og håndskrevne notater sidestillede og ligeværdigt med til at skabe associationsstrømme omkring familie og hverdag, landskab, kvindeliv, poesi. Det er symptomatisk for Rex’ værker, at billedet står forrest: foran tekst og narrativ, det er billedets fortælleform, der er kernen.

Billedsyn
Jeg går i udstillingen en lille tid og sammenligner de to værker af en hest for at se, om det mon er den samme hest, der er forlæg for begge billeder. Det er det! Hjemme går jeg gennem bøgerne Skillelinjer og Dobbeltgænger (2007) og finder spor af det samme fotografiske forlæg i flere værker.

”Skin/Hud” (2024) med to unge kvinder, der legende bøjer sig over hinanden, genfinder jeg i både Jeg har ikke lukket et øje, Skillelinjer og Dobbeltgænger [2]. Ofte er det helt tydeligt et konkret negativ, som hun udforsker igen og igen, noget jeg opfatter som særligt for det fotografiske medium, at det på denne måde kan ’samples’.

Ikke alle gentagelser er dog så konkrete. Det gælder fx motivet af en liggende, nøgen kvinde, som man finder i værket ”On the floor/På gulv” (2024) – og i adskillige af Rex både bøger og film. Her er det selve det, at en kvinde ligger, der gentages. Ikke den samme kvinde, ikke den samme positur, men ’en liggende kvindefigur’, som aldrig stivner i en bestemt symbolværdi, men transformerer sig igennem Rex’ oeuvre.

Endnu nye veje
At dykke ned i Rex’ praksis er som at træde ind i et landskab, som både føles hjemmevant og nyt. Jeg rejser igennem dette landskab på overfladerne, sammenstødene mellem billeder, fra en lille tuschtegning over i et maleri. I Rex’ praksis synes nye værker at knopskyde ud af de foregående, og ingen kan sige, om et motiv er fuldt udtømt – endnu. Efter at have tilbragt nogle dage dér, er nogle af disse figurer at trådt tydeligt frem for mig. Andre venter stadig på at blive opdaget. Her kan nye veje opstå ind i andre dimensioner, smidigt og begejstret.

Kirstine Autzen, (f. 1980) er billedkunstner og bosat i København. Cand.mag i Visuel Kultur fra Københavns Universitet og fra Fatamorgana. Kirstine Autzen beskæftiger sig primært med fotografi, som ofte rummer en form for opløsning. Hun har udstillet på forskellige kunstplatforme som fx Copenhagen Photo Festival (DK) og Breadfield (SE), men også hos Dansk Blindeinstitut og Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv. Hun er desuden kurator på flere udstillinger, senest ”New Tactics for Unseen Bodies” på Galleri Image.

Jytte Rex (f. 1942) er en dansk billedkunstner og filminstruktør og bosat i København. Rex har en enestående position i dansk film, litteratur- og kunsthistorie. I 1998 tildelt Eckersbergs Medaljen og Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Modtog Skovgaard-Medaljen i 2004 og Thorvaldsen-Medaljen i 2005. Rex er repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst, Aros, KUNSTEN, Ny Carlsbergfondet, Det Nationale Fotomuseum, m.fl. (Kilde: Wilson Saplana Gallery)