En nøgen krop står i et landskab med sne, vand og fjelde mellem mørkegrå skyer og solen, der bryder igennem. En sitrende skravering går igennem billedet. Som en gave eller en foræring rækker personen hånden op i luften med en lillebitte blomsterlignende ting.

”Du velger ikke hvem du er” hedder værket af Marte Lill Somby. Grønlandske Jukke Rosing i dag bosat i Danmark og samisk/norske Marte Lill Somby har sammen skabt bog- og udstillingsprojektet ”De Språkløse”; på dansk De Sprogløse. Værkerne har en sitrende sårbarhed og forholder sig til sprog, kultur, eksklusion og inklusion og heraf sorg og tab.

Hvilken stemme har en sprogløs? Er den sprogløse gået vild? Hvor skal vi placere det sprog, vi ikke taler, men alligevel har med os? Hvad betyder det, når man er grønlænder og ikke taler grønlandsk, eller er samisk og ikke taler samisk? Og hvad hvis sproget netop er omgivelsernes markør for at høre til og være iblandt, hvor placerer den sprogløse sig så?

Både samisk og grønlandsk rummer interne sprogkampe, og i virkeligheden er det misvisende at sætte dem i ental, da både samisk og grønlandsk rummer flere meget forskellige dialekter. Det er sprogkampe om, hvem taler sproget, hvordan skal det tales, og hvem hører til. Eftervirkninger af eller strukturer fra en kolonial tid, hvor netop sproget var lig med privilegium, hvor dansk og norsk gav flere privilegier og fuld adgang til samfundet, hvilket grønlandsk og samisk ikke gjorde. Det koloniale var også erobringer af land, og heri en kamp om retten om at høre til.

Jukke Rosing er grønlandsk og opvokset i Nuuk, og Marte Lill Somby er samisk og opvokset i Nordnorge. Begge voksede de op mellem to kulturer, men med kun et sprog. Jukke Rosing er grønlænder og taler dansk, Marte Lill Somby er samisk og taler norsk. Tilbage i 2017 mødtes de på Nuuk Kunstmuseum, hvor de begge var del af en gruppeudstillingen ”Assinga”. Udover denne sprogløshed fandt de også ud af, at deres familier flere gange havde krydset Atlanten mellem Sápmi og Grønland. Jukke Rosings farfar, Jens Rosing, rejste rundt i Sápmi med henblik på at oprette og drive en rensdyrstation inde i Nuup Kangerlua (fjorden ved Nuuk) efter samisk forbillede. 300 rensdyr rejste fra Sápmi til Grønland, og Marte Lill Sombys onkel, Anders/Ande Somby, rejste til Grønland og var med til at drive rensdyrstationen ved Itinnera inde i fjorden, som nu i mange år har været nedlagt.

Rosing og Somby rejste gennem nogle år også frem og tilbage mellem Sápmi og området omkring Nuuk i Grønland, mellem sprog, landskaber og kroppe. Landskaberne i fotografierne rummer både rensdyrene og sporene af rensdyr, og heri deres families historie, men også deres egen historie i nutiden. ”Forbundet” hedder et værk af Jukke Rosing, hvor en perlekæde væver sig fra en hånd med en håndledsvarmer fra den vestgrønlandske dragt, også kendt som Grønlands nationaldragt, over til en anden hånd med neglelak, og vi ser en del af en Gákti; en samisk dragt. Begge dragter er kulturelle markører, der markerer et tilhørsforhold. Men vi får kun fragmenter, ligesom landskabet bagved heller ikke er et altoverskuende vue, men et ufokuseret fjeldlandskab. Det fragmenterede er gennemgående i Sombys og Rosings værker. De har både fotograferet sig selv og hinanden.

I et værk kaldet ”Fragment” af Rosing er det meste af fotografier mørklagt og kun nogle pæle og et net viser sig i midten som et glimt eller en lysstribe. Vi er på den nedlagte rensdyrstation ved Itinnera.

”Jeg ser deg” er en serie på fem fotografier af Somby. Serien er et portræt af Jukke Rosing i den vestgrønlandske dragt i forskellige landskaber. Vi får ikke hele dragten eller portrættet på én gang, men får det i fragmenter. Serien begynder ved kamikkerne sammen med Sombys komager eller gámmagat og et rensdyrkranie, videre til broderi og sælskindsshorts, til anorakken og perlekraven, og til sidst hårtoppen, qilertit. Baggrunden er fjeldlandskaber og byen Nuuk. Værkerne er ikke en samlet fortælling, men nærmere en undersøgelse af sprogløsheden som en tilstand. Der er en slags drømmende tilstand i fotografierne; en tilstand, hvor der ses indad og på hinanden. Der er en gribende sitrende sårbarhed i spil, men også en anerkendelse; jeg ser dig.

Værkerne flimrer af følsomhed i brugen af lys og overbelysning, men også ved at dragter, perler, knogler, landskaber og kroppe sammensættes i fragmenter. Og fragmentet peger tilbage på det sammensatte; at vi ikke er kulturelt komplette og repræsentative. Rødder er ikke en bunden opskrift á la hvis du ikke taler samisk, er du ikke samisk eller du skal tale grønlandsk, før du er grønlænder, men rødder, rodfæstetheden, er en konstant bearbejdelse mellem krop og omgivelserne.

Somby og Rosing indgår i og placerer deres kroppe i samiske og grønlandske landskaber med og uden dragterne som kulturelle markører. Deres kroppe erobrer ikke og er heller ikke indtrængende, men de er kroppe, der hele tiden har været og er en del af disse landskaber. Landskaber bebor vi, men de bebor også os. I deres sprogløshed knytter og binder Rosing og Somby landskaberne sammen med deres kroppe.

Spørgsmålet er, om vi kan være sprogløse? Sprog er jo andet end ord. Men pointen i titlen er måske netop, at sprog ikke kun er ord, og samtidig peger titlen på den tilstand, man sættes i, når man mangler et sprog; titlen rummer den sårbarhed, som Rosing og Somby udforsker i værkerne. Og i denne udforskning træder et helende sprog fuld af styrke frem. Et sprog, der ikke handler om ord, men om kroppe, landskaber og rødder, og som netop forløser de sprog, de ikke taler, men som alligevel er deres.

Den nøgne krop står i landskabet med den sitrende skravering og hånden løftet som en gavegivende gestus. Man vælger ikke selv, hvem man er. Vi har ikke selv valgt vores kroppe, heller ikke den kultur eller det landskab vi fødes i. Det bliver givet. Sproget er også givet; noget vi får og må bruge, men også give videre.

Stine Lundberg Hansen er freelance kunstkritiker, skribent, kunstformidler og kurator. Hun har en cand.pæd. i pædagogisk antropologi. Hun var bosat i Nuuk fra 2015-2021, hvor hun var formidlingsinspektør på Nuuk Kunstmuseum samt redaktør og skribent ved tidsskriftet Neriusaaq samt medstifter og redaktør af sitet kunst.gl. Hun er skribent på sitet kunsten.nu, tilknyttet kunsthallen Rønnebæksholm som kunstformidler og arbejder på forskellige udgivelser og kuratoriske projekter på både den danske og den grønlandske kunstscene.

Jukke Rosing er født i Nuuk i 1984. Siden 2008 har hun boet i Danmakr, og i dag er hun bosat på Ærø. Rosing har gået på Fatamorgana, Den Fotografiske Billedkunstskole i København fra 2008 til 2009 og har arbejdet med fotografi lige siden. Hun har blandt andet udsmykket de fire Kredsretter (retssale) i Grønland sammen med kunstner og keramiker Gukki Nuka.

Marte Lill Somby er samisk-norsk billedkunstner og uddannet fra Tromsø Academy Of Contemporary art. Hun arbejder med samtidsaktuelle spørgsmål, kultur og identitet. Hun arbejder med grafik, broderi, tegning, fotografi, video, duodji, til skulpturelle installationer og er motiveret af at være en stemme og kunne fortælle en historie, om den er personlig forankret eller en del af kulturen.