Kære Linda
I april skrev vi to sammen og aftalte, at jeg inden sommer skulle sende dig en tekst til VERK under temaet ’Fremtid’. Det er smukt at vælge ’Fremtid’ som tema midt i pandemien og vigtigt at pege fremad. Dengang sad jeg i mit atelier i København omgivet af bunker af prints, nye skulpturdele og ældre værker.
En måned senere, 8. maj, brændte hele ejendommen ned på en nat. Ilden startede i et skraldeskur for foden af bygningen, og den bredte sig på et kvarter op til alle etager. Der var intet tilbage; selv 5. sal og taget over mit 4. sals atelierfællesskab var fuldstændig væk.
Bilder Kirstine Autzen. Billeder fra atelieret, forår 2020
Hvordan kan jeg skrive en tekst om fremtiden i denne vanvittige situation? Lige nu går dagene med en form for billedarkæologi i mine digitale arkiver, med at redde backup ud af hukommelseskort, hente artikler ud af e-mails. Jeg flakser mellem at redde stumper fra hvad vi må kalde fortiden til at gøre små skridt i retning af det, vi må kalde fremtiden.
Jeg er hægtet af virkeligheden for en tid. Kastet ud af hverdagen og ind i et terræn, der er som et vakuum at færdes i; alle aktuelle planer sat i parentes. Det brændte atelier er en form for ekstrem variant af det, vi alle sammen går igennem i disse måneder under pandemien, en kostbar og frygtelig situation.
At være hægtet af er både fyldt med angst og med pause (og nogen drister sig til at sige potentiale). Har vi tid nu til refleksion og eksperiment, eller har vi mere travlt end nogensinde? Fortiden, nutiden og fremtiden udgør et fletværk, som ikke kan flettes op og skilles ad. Der er linjer og forbindelser, men på dette punkt i rejsen er relationerne mellem dem underligt uordnede. Forholdet mellem det, jeg har mistet og det, jeg har foran mig, er en ustabil relation, og rejsebrevet her kan godt gå hen og blive en bunke fragmenter og ikke et flot narrativ med sløjfe på toppen.
På den anden side – hvordan kan man ikke skrive en tekst om fremtiden, netop fra dette punkt? Hvis der nogensinde var et tidspunkt, hvor begreberne fortid, nutid og fremtid var aktive og ind i hinanden-gribende, så må dette øjeblik vel være nu? At se grundigt på et tab og en mangel og finde en ansats til at sætte noget nyt i stedet. Kære Linda, kan vi sige, at dette et slags rejsebrev fra et sært og uvenligt terræn, ingen af os endnu helt har afdækket?
Bilder Kirstine Autzen. Noter fra 14 dage i selvisolation pga. influenza, marts 2020.
Bilder Kirstine Autzen. Note fra 29. marts. Lock-down i Danmark var 12. marts. Branden 8. maj.
Rejsebrev, maj 2020
Der gik ikke mange timer, fra branden blev kendt, til den mytiske Fugl Føniks begyndte at hjemsøge samtalerne med venner og kollegaer.
Det var så nærliggende. Ifølge myten opstår Fugl Føniks med nogle hundrede års mellemrum, brænder sig selv i sin rede, for så at genopstå ud af sin egen aske: Det ultimative billede på at intet, som er tabt, er spildt. At destruktion i virkeligheden er transformation. At noget meget smukt kan komme ud af noget meget destruktivt. Det er et billede fuldt af håb og magi. Fremtiden er bygget på forventninger, tolkninger, anelser og håb. Et billede er noget, man kan rejse sig ved. En fugl der lover at intet er spildt. Det virker umiddelbart lovende. Der er bare et problem med lige den fugl.
Bilder Kirstine Autzen. Plantebillede affotograferet inden for få minutter efter sammenlaminering af fotoblæk og plante. Kun den digitale affotografering overlevede i en cloud-service.
Der findes et tab uden afkast
Lige nu går vi kollektivt og hvisker om, hvordan afkastet vil se ud efter Coronapandemien. Hvad kan vi lære af hele denne krise? Hvad kan vi få ud af den? Der er lige nu en stemning af, at når noget bliver ’sået’ så dramatisk, så vil høsten også være radikalt anderledes, ja, større!
At vi altid står med et stort blafrende håb om transformation af noget negativt til ’et positiv’ forekommer mig at være næsten destruktivt i sig selv. Der skal altid være dette; negativet og positivet, så der kan være balance. Hvis noget tages fra mig, skal noget andet gives til mig (af hvem egentlig?). Måske er jeg blevet pessimist af den brand. Måske ser jeg anderledes på det om nogle uger eller måneder, men dette er jo et rejsebrev fra et her og nu. Det er tabu at have en krise uden et udbytte, men det kan jo ske.
At gå ind i et ukendt terræn med en forventning om et bestemt resultat er at kontrollere det nye på forhånd og dermed lukke det. For mig er krisen – både den kollektive og den personlige – lige nu et åbent rum. Jeg leder ikke efter et afkast. Hvad kan jeg åbne mig for, hvis jeg ikke øjeblikkeligt leder efter afkastet, men i stedet lader tomrummet og tabet være noget i sig selv? Umuligt, jeg ved det godt. Men jeg tror nu alligevel, at vi kunne have glæde af at acceptere, at der findes et tab uden en modydelse.
”Mange har mistet meget”, sagde et klogt menneske til mig i den første uge efter branden og mente selvfølgelig pandemien også. ”Hvad er så opgaven nu?” svarede jeg i tankerne. Hvad er relevant nu? Hvad er aktuelt for os at skabe? Hvordan er verden relevant for mig, og hvordan er jeg relevant for verden? Hvordan giver jeg fylde til min praksis, og hvor skal den fylde mærkes fra? Skal jeg finde det indefra, eller skal jeg søge i min omverden efter et sted at starte?
Problemet med Føniksfuglen er, at den altid er alene. Den dør alene og transformerer sig alene. Er det virkeligt det billede, vi skal bruge, når vi skal rejse os fra katastrofen? Jeg har ikke – og måske heller ikke du – tænkt mig at springe transformeret ud på en scene i helt nye fjer og med spotlight!
Jeg vil hellere rejse mig ved et billede af en anden flok fugle, for eksempel stære. Stærene flyver sammen i vilde formationer, tæt og i en ordløs udveksling. Sammen danner de et flow af figurer på himlen i vilde bølger, som et billede på arbejdet og samarbejdet. På dette sted på rejsen vil jeg gerne bruge det billede og her ender rejsebrevet nu, nemlig ved arbejdet og samarbejdet.
De varmeste hilsner
Kirstine