Jeanette Land Schous serie Memento (2012) består af en række fotografier af skulpturelt arrangerede planter og brugsgenstande, der uvægerligt får en til at tænke på 1600-tallets stilleben. Hvor renæssancens stilleben oftest afbillede overdådige opsætninger af kostbare genstande, tilføjer Jeanette Land Schou imidlertid genren et lag af humor og nutidighed ved at sammenstille klassiske motiver som blomster, æbler, vindrueklaser og krystalglas med helt banale hverdagsgenstande som tøjklemmer, knappenåle, småmønter, tændstikker, sytråd, rustne søm, tøj, håndklæder og huskesedler, og ved frækt at erstatte den traditionelle damaskdug i baggrunden med gennemsigtig plastik eller en prikket paraply.

I flere fotografier indgår planterne og hverdagstingene overraskende nye symbioser: En brunlilla sytråd gør det ud for en fjerde kærmesbærranke, en læderpung bliver en urtepotte og rødt garn fremstår som naturlig udvækst på de afbillede hyldebærgrene. Hertil kommer, at flere af opsætningerne danner små miniaturelandskab: En samling hulsten og en kvist fra et ferskentræ leder ens tanker hen på en klippeø med et palmetræ i midten, et par arbejdsbukser under et dække af cypreskviste ligner et grønt bjerg, en skål med græs, jordbærplanter og gule svinemælksblomster under birkegrene minder om en frodig urskov, en skovl jord med græs, en egegren og tøjklemmer om en skovbevokset ø. Fotografiernes format er 40 x 40 cm, hvilket vil sige, at genstandene er afbilledet i deres naturlige størrelse. Der er altså ikke langt fra Land Schous fotografier til de plantearrangementer, hun har fotograferet, hvilket hendes installation af potteplanter og porcelænsstiger i dyreformede, hvide urtepotter, Garden of Escape (2012), understreger. Det, at Land Schous stilleben også – nødvendigvis – er en dokumentation af konkrete blomsterskulpturer, gør det nærliggende at se et slægtskab med Ikebana, den japanske kunst at arrangere blomster. Ikebana kom til Japan sammen med Buddhismen i det 7. århundrede, som en del af ceremonierne omkring ofringerne til Buddha, og udviklede sig i fjortenhundredetallet til en selvstændig kunstart, der praktiseres af forskellige skoler heriblandt Rikka, Seika og Moribana. I Ikebanablomsterarrangementer arrangeres et ulige antal blomster (som regel 3, 5 eller 7) i en asymmetrisk komposition og arbejdet med blomsterne ses som en meditativ og rensende proces.

Interessen for planter og (miniature)landskab genfinder man i flere af Land Schous tidligere værker; faktisk er det måske et af de mest konstante motiver i hendes alsidige oeuvre af video, fotografi, tegning, digte, skulptur og performancekunst. I fotoserien Søvn (2003), der åbner med et næsten sort selvportræt, hvor hun har øjnene lukket, ser man en række drømmeagtige landskabsbilleder optaget på Amager Fælled, Islands Brygge, Møn, Oslo og Cypern. Tal der Sinne (2008) veksler mellem romantiske fotografier af tågedækket skov og nærbilleder fra skovbunden, hvor man træder ind i en miniatureverden, ”Sansernes dal”, beboet af snegle, firben, mos og svampe. Landskaber med Ukrudt (2010) udforsker ligesom Søvn græseområderne mellem by og land, men også grænsen mellem forgrund og baggrund, det synlige og det ikke synlige i form af fotografier af træer, krat, buske, og – når man ser grundigt efter – bygninger. I videoen Bird Scape (2011), der består af over 150 animerede fotografier af fuglereder, genfinder man interessen for krattet og vekselvirkningen mellem synligt og usynligt, mens videoen af japanske kirsebærtræer, Dream On (2011), er karakteriseret ved stadige perspektivskift; kameraet er enten rettet mod solens stråler gennem de blomstrene trækroner eller mod skyggerne på jorden under og bladene fra de afblomstrede blomster.

Hvor Jeanette Land Schous tidligere landskabsserier og videoer er optaget udenfor, i naturen om end det ikke er den vilde natur, men den nære, menneske-dominerede natur, der interesserer hende, er hun med Memento gået et skridt videre. Ikke blot er hun rykket fra skovene og forstadsbrakområderne til den kultiverede naturs højborg, haven, hun har også hevet haven indenfor i form af afskårne blomster og grene, vand og andemad fra et havebassin og iscenesat den i et interimistisk atelier. Selve haven – og livet der udspiller sig i den – er fraværende, tilbage kun ”nature morte” som stilleben kaldes på fransk. Og det er måske ikke noget tilfælde.

I sensommeren 2012  var Jeanette Land Schous far, en pensioneret bogholder, hvis livsværk var sin have, nødt til at flytte på plejehjem på grund af aldersdemens. Sammen med sin familie tømte hun hans hus – sit barndomshjem – og det er i denne proces, at Memento er blevet til. Det er således faderens  efterladenskaber, vi ser på billederne – hans vindruer, hans hydebærtræ, hans arbejdsbukser, hans møtrikker, hans huskesedler.

Set i dette lys bliver det pludseligt tydeligt, at flere af motiverne har et skær af forfald og død over sig – det er overmodne bær, gulnede blade, ormskudte æbler og visnende blomster fra en sensommerhave, ikke spirende, friske skud, Land Schou har afbilledet, og endnu mere tydeligt bliver det i fotografier som ”Skærmblomst og aske” og ”Berberis og tændstikker, aske”, hvor asken, ligesom de dødningehoveder og nedbrændte lys, man finder i barokkens stilleben, bliver et ”memento mori”, en reference, der også ligger snublende nær i seriens titel.

Land Schou har dog netop ikke kaldt serien Memento mori (”husk, du skal dø”) men blot Memento (”husk”) og betoner dermed de enkelte stillebens karakter af minder – om faren, om haven, om en tid og et livskapitel, der lukkes med opløsningen af barndomshjemmet. Det er et interessant sammentræf, at mens referencen til stilleben / nature morte netop understeger det livløse, betoner Ikebana (sat sammen af det japanske ord for ”lade leve” og ”blomst”) det livfulde. Værd at lægge mærke til er også, at den, der udfører Ikebana, skal benytte årstidens blomster og udtrykke både sit forhold til naturen og de følelser, der rører sig i vedkommende, mens de laver blomsteropsætningerne. Det er således nærliggende (også) at se Memento som skildrende netop den tilstand, hvor man befinder sig mellem at rette sin opmærksomhed mod det liv, der er forbi, og det, der skal komme – et skillepunkt også Dream On udforsker med sit vekslende fokus på sol og skygge, blomstrende og afblomstrede blomster.[1]

Memento skal også ses i forlængelse af Land Schous andre personlige værker, såsom Re-animator (2007), der er sat sammen af 300 selvportrætter taget over en periode på tre år eller The Beauty of Powerful Argumentation (2005), hvor man ser hende og hendes mand, billedkunstneren Peter Land gø ad hinanden, men måske særligt i forlængelse af installationen En Face (1999), hvor hun tog udgangspunkt i 8mm smalfilm fra sin barndom, som hendes far havde taget.

Udover disse referencer til Land Schous egen værkproduktion, har Memento også mange fællestræk med Helsinkiskolefotografer som Sanna Kannisto eller Sandra Kantanens værker og kan ses som et udtryk for en fornyet interesse for stilleben og botanik indenfor samtidsfotografiet. Særligt tydelig er parallellen til Kannistos smukke og minimalistiske atelieroptagelser fra regnskoven (2000-6), hvor hun har fotograferet kolibrier, slanger og eksotiske planter foran et sort forhæng, der understreger iscenesættelsen. Også den hollandske fotograf Diana Scherers serie Nuture Studies (2010-12) er værd at nævne i denne sammenhæng. Over en periode på et halvt år dyrkede hun blomster og ukrudtsplanter i sirlige vaser på sin balkon, hvorefter hun forsigtigt slog blomsterne ud af deres vaser for at fotografere dem med jord og rødder. Hvor Kannisto, Kantanen og Scherer mimer naturvidenskabelige metoder og fremstillingsformer med deres indsamling af forskellige arter, det transportable fotoatelier eller botanikkens afbildning af planter med rødder, lægger Land Schou dog mere vægt på det personlige og humoristiske og er ikke bange for at nærme sig det kitschede som i ”Pels, gul lærk og birkebrænde” eller ”Mår, rose og rød plastikkurv”. Memento er således først og fremmest en samling smukke, triste, gode og sjove minder – en serie stilleben fra barndommens have, der lader en ane, at hun en sidste gang har leget i haven.

Camilla Kragelund er redaktør af fotomagasinet Filter, der netop er udkommet med nummeret Photosynthetic, der fokuserer på samspillet mellem fotografi og botanik fra 1840’erne til i dag. Med bidrag fra internationale forskere, fotohistorikere og kuratorer som Wade Davis,  Stefano Mancuso, og Carol Armstrong bringer publikationen artikler om den tætte forbindelse mellem amatørbotanikere og fotopionerer i Viktoriatidens England, udvekslingen mellem plantefotografi, kunsthåndværk og moderne kunst i begyndelsen af det 20. århundrede, planteintelligens, etno-botaniske studier i Amazonasregnskoven, og botanisk mikroskopfotografi. På billedsiden præsentes skelsættende historisk materiale af bl.a. Anna Atkins og Karl Blossfeldt samt ti portfolioer af samtidskunstnere som Andreas Greiner, Macoto Murayama, Diana Scherer, Marianne Engberg, Helene Schmitz, og Henrik Spohler.