Lotte Fløe Christensen – Aquaintance fra serien Approach, 2011
At følge en kunstner på tæt hold igennem mange år giver en særlig mulighed for at se bevægelser i dennes praksis. Hvordan ydre og indre forandringer spiller sammen og beriger hinanden. Sådan har jeg fulgt Lotte Fløe Christensens arbejde igennem mere end ti år, igennem samtaler og ved at følge værkerne, og interviewet herunder er lavet på denne baggrund.
Kirstine Autzen: Du flyttede for nogle år siden fra en lejlighed i København og ud på landet. Kan du fortælle lidt om, hvordan den forandring har været?
Lotte Fløe Christensen: Jeg har altid længtes mod jorden. De mange år, jeg har boet i lejlighed, har jeg altid følt, at det var forkert at bo så højt over jorden. Jeg tror på jorden og på, at vi som mennesker er knyttet til den, også selvom vi ikke bor direkte på den.
At flytte ud af byen lod mig sige farvel til en rastløshed, der tit ramte mig i lejligheden i København. Jeg ville ud, men ikke i en park med hundredvis af andre mennesker, og jeg havde heller ikke lyst til at ’besøge’ naturen. Det førte til tristhed og eksistentiel tunghed, og det er jeg blevet befriet for nu. Jeg er vokset op på landet, og der er for mig en hjemlighed og meningsfuldhed i at bo tæt på naturen. Det føles meningsfuldt i sig selv, hvor det i byen krævede handling at finde mening.
En stor del af min slægt er bønder fra Vestjylland, og en del af den forbindelse jeg føler til jord og landskab, tænker jeg altid på som indlejret i mit dna. Både pga. min slægtshistorie men også bare fordi, jeg er menneske. Det er ikke længere nødvendigt, at vi alle dyrker jorden, men jeg tror på, at det at stirre på planter også er livsnødvendig for mig - på en anden måde.
Lotte Fløe Christensen – Researchbillede
KA: Det lyder som om, at du i byen følte, at der var nogle bånd til noget vigtigt, som var blevet kappet, og som du igennem dit arbejde og ved at bo direkte på jorden kan reparere på?
LFC: Jeg mistede min far som 15-årig, og det er også en del af mit kunstneriske virke. Min far arbejdede altid med sine hænder; han havde køkkenhave, snittede træsko, kløvede brænde, smedede knive, brændte raku-ler, lavede mad etc. Min fars konstante trang til at omskabe naturen til brugbare ting med sine hænder ligger som en understrøm i mit eget virke: at arbejde med naturens elementer bringer mig tættere på ham.
Samtidig hviler den konstante søgen efter mening også på min bevidsthed om, at døden findes. Naturen føles som ’hjem’ og vækker en længsel i mig på samme tid. Alt, der gror og bevæger sig i og på jorden, er i konstant forandring. Jeg kan følge med i vejret og årstidernes skiften, og jeg tror, der er noget sundt i at tænke lidt på en snegl eller en brændenælde, når jeg går ud af døren om morgenen. Det jordnære sætter mig udenfor mig selv og gør mig opmærksom på, at der er andre eksistenser til stede - og det giver mig en behagelig pause fra mig selv.
KA: Tænker du, at vi også kulturelt er endt i en situation, hvor de fleste af os lever adskilt fra det miljø, som egentligt passer til os?
LFC: Kort sagt, ja. Selvom mennesket er meget tilpasningsdygtigt, tror jeg, vi er endt et sted, hvor vores krop ikke passer til det miljø, den lever i. Der er et sammenstød mellem ydre og indre hastighed og for mange indtryk til, at vores hjerne kan nå at bearbejde dem.
Lotte Fløe Christensen – Here You Go, 2021
KA: At gå ud i naturen og opleve jorden på hænderne og vinden i håret er en meget direkte oplevelse. Hvordan ligner den - eller er anderledes fra - den oplevelse du har med dine billeder og skulpturelle værker af naturelementer? Hvad er det, repræsentationen bidrager med, som du søger?
LFC: At lave billeder er for mig en undskyldning for at interagere med naturlige elementer, som jeg ellers ikke ville være i kontakt med. Det giver adgang til de direkte og kropslige oplevelser, det giver at være i naturen og i kontakt med naturlige elementer.
Kombinationen af direkte oplevelse og skabelse af værk giver mig en stor tilfredsstillelse. Det er en oversættelse af den ordløse skrift om eksistens, jeg finder i sten, jord og grene og i menneskets interaktion med disse. At lave billeder er lige så meget en direkte oplevelse som vind i håret, og at læse billeder er lige så meget en direkte oplevelse, som at stikke sin hånd i jorden.
KA: “En oversættelse af den ordløse skrift om eksistens”. Det lyder meget smukt, men også ret paradoksalt. Skrift har jo almindeligvis med ord og sprog at gøre. Hvad er det for en skrift, du finder i jorden?
LFC: Jeg har altid tænkt naturen som tegnbærende: At jord, sten, grene, buskads simpelthen er et sprog, og at naturen er én stor tekst, som vi ikke rigtig har nøglen til og derfor har svært ved helt at forstå.
Lotte Fløe Christensen – Wood Writings, 2020
KA: I dit arbejde optræder både landskabsmotiver, plantedele, sten og situationer, hvor du interagerer med fx planter, jord eller træer. Hvordan opstår disse sidstnævnte interaktioner?
LFC: De opstår på to måder. Den ene er, at der opstår en nogenlunde klar idé i mit hoved - et billede nærmest - som jeg dernæst finder det rigtige sted til at lave. Tit bliver billedet nogenlunde, som jeg havde forestillet mig, andre gange sker der spontant noget, som fungerer bedre.
Det leder til den anden metode, som er en mere umiddelbar reaktion på et sted eller landskab. Det kræver at jeg bærer kamera og stativ rundt på ryggen, indtil jeg finder et sted som indbyder til interaktion. Og ofte opstår mine billeder i en blanding af de to metoder. De seneste år, mens min datter har været lille, har jeg brugt den vandrende, eksplorerende metode mindre til fordel for planlagte billeder.
Lotte Fløe Christensen – ”Screen” fra Applying Sense, 2007
KA: Man kan måske sige, at naturen bliver en form for scenerum i dette arbejde? Du optræder også selv i mange af dine værker som et agerende subjekt, fx i værket “Hand in Ground” (2021), hvor man ser en arm, der borer sig ned i jorden. Kan du fortælle lidt om dette værk, hvor kontakten med jord er meget direkte?
Lotte Fløe Christensen – Hand in Ground, 2021
Naturrummene er ofte som scener, hvor der udspiller sig en interaktion eller som viser sporene efter en. Præcist hvad, der foregår i billedet, er sværere at sige. Er det en videnskabelig test af jordens indvirkning på hud? Er armen ved at blive slugt eller vokser den ud af jorden? Vil kroppen være jord? Rækker den ud efter noget eller nogen dernede? Sidder den fast? Holder den jorden i hånden? Eller er det jorden, der omfavner hånden?
KA: I alle tilfælde er der i hvert fald en udveksling i gang mellem jorden og kroppen i dine spørgsmål. Jeg tænker på om de spørgsmål, der rejser sig for dig i dit arbejde, har ændret sig i de senere år?
LFC: Jeg har tænkt mere og mere direkte på overgange og skrøbelighed. Jeg siger ‘direkte’, fordi disse overvejelser nok altid har ligget i mit arbejde, men først de seneste år har bevæget sig til et mere bevidst niveau. Døden og forgængeligheden er blevet langt mere tydelig for mig, og jeg har en fornemmelse af, at mit arbejde er blevet mere alvorligt. Tidligere var der en understrøm af humor, og det er som om den løber dybere nede nu.
KA: Du har vist mig et researchbillede fra 2021, faktisk fra for ganske nyligt. Jeg oplever det som et meget nøgternt, registrerende billede. Kan du fortælle lidt om, hvad der interesserer dig her?
LFC: Det er taget på min mobiltelefon og tænkt som et visuelt notat. Jeg er meget interesseret i det fænomen, der gør at sten bevæger sig op gennem jordlagene dybt nedefra for til sidst at lægge sig på jordens overflade. Fænomenet kaldes ‘frosthævning’ og er den proces, hvorved sten gennem skiftende tø og frost løftes op gennem jordlagene. Jeg tænker på stenenes bevægelse som en metafor for at bryde igennem; at bevæge sig. At ville lade det skjulte kommer frem, og at andre tider blandes med vores tid. At jord og sten har en vilje.
Lotte Fløe Christensen – Notat. Researchbillede, 2021
KA: Din praksis bærer en historie om at arbejde med jorden og med hænderne i kraft af din familiehistorie, og jeg forstår det sådan, at du igennem dit kunstneriske arbejde både kommer i forbindelse med denne fortid på en glædesfyldt måde - men også kommer i kontakt med denne historie som en sorg, en længsel bagud og på en måde, hvor det repræsenterer noget tabt. Hvad tænker du om selv at være forælder, hvordan ser du din rolle som skabende i forhold til dit barn og den historie, hun får med sig?
LFC: At blive forælder har helt klart givet mig en større bevidsthed om livets skrøbelighed, men følelsen af at være forbundet (til alt muligt) er også vokset. At sætte et barn i verden betyder, at tiden udvider sig, så livet nu rækker både frem og tilbage. Jeg synes, det er svært at sige, hvordan jeg ser min rolle som skabende i forhold til mit barn og den historie, hun er blevet givet, men jeg håber, hun vil få en fornemmelse af det, der ligger bag hende: At hun får en følelse af, at der findes en sammenhæng med de mennesker og de landskaber, der ikke er her mere.