Havet er forbindelser mellem land. Kunstnerne Jeannette Ehlers, Jessie Kleeman og Pia Arke arbejder alle i deres praksis henover Atlanterhavet. Gennem foto- og videoværker genforhandler de den danske og europæiske kolonihistorie og de strukturer samt kroppe, den har efterladt.

BØLGEN (VÅGEN)

Havet skyller op på land. Igen og igen bruser en sort bølge. ”Waves” hedder videoværket af den dansk-caribiske kunstner Jeannette Ehlers. Vi kunne være allevegne på enhver kyst ved ethvert hav, men den sorte bølge kiler sig ind i historien om den transatlantiske slavehandel. Vi er i Atlanterhavet på enhver kyst i ethvert land, hvortil de slavegjorte mennesker blev forflyttet henover havet.

”Under the harshest of conditions, we have been planted. We are still here.” er et citat af digter og forfatter Lesley Ann Brown, som Jeannette Ehlers implementerer i flere af hendes værker. Ehlers værker og praksis tager afsæt i netop diasporaen efter slavehandlen, de raciale og racistiske strukturer og den amnesi eller fortrængning dette kapitel i den europæiske og danske historie ofte er spundet ind i.

Bølgen er ikke blå som i Danmarks nationalsang, hvor bøgetræet spejler sin top i bølgen blå, men sort som forurening eller et olieudslip der ikke vil slippe sit tag. Den kommer fra et hav, der ikke glemmer, men konstant skyller de døde og de levende op på land. Dens brusen hvisker om uretfærdighederne og om de forflyttede; om dem som havde et navn, men som vi i dag kun har i antal. Bølgen hvisker navnene, historiebøgerne har efterladt. De navne som konger, adel og borgerlige byggede deres land og rige på; slaverne, kolonierne, men også bønderne, arbejderne, de subsistensløse, dem som ikke ejede land. Bølgen hvisker ikke kun om fortiden, den hvisker om gravpladsen på Middelhavet i dag, den hvisker om klasse, køn, race og ulighed, den hvisker om containerskibe, outsourcing og billig arbejdskraft.

Man kan stå i vandkanten og mærke bølgen trække i én. Først blidt, blidt vuggende til det hiver og trækker og benene flåes væk under én. Ehlers sorte bølge fortsætter værket igennem i samme insisterende tempo, men vi ved, hvilke kræfter havet besidder, og hvor små vi er, når vi står ansigt til ansigt med havet, og bølgen i videoværket er filmet og møder os i øjenhøjde.

SANDET

Som bølgen, der slikker kysten igen og igen, kravler en nøgen krop i al sin sårbarhed gennem sandet væk fra havet. Kroppens bevægelser synker ned i det hvide sand. Som en Sisyfos kravler performancekunstner Jessie Kleemann op ad en hvid sandklit for at lade sig glide ned igen, kravler op og glider ned. ”At a no place” hedder Kleemanns videoværk. En titel, som både peger på Kleemanns uendelige Sisyfos-bevægelser opslugt i sandet, men også på at havet er lige derude. Vi kan ikke se eller høre det, men vi ved, at kroppen i al sin såbarhed ikke kravler henimod men væk fra havet uden at komme nogen vegne.

Kunstner Jessie Kleemann er født og opvokset i Grønland men er i dag bosat i Danmark. Det både tværkulturelle og koloniale forhold mellem Danmark og Grønland bearbejdes oftest i Kleemanns værker, men helt centralt i hendes praksis er kroppen og de historier og traumer, den bærer med sig.

Kroppen i ”At a no place” filmes oppefra og er hverken panikslagen eller angstfyldt. Den er performativ iscenesat med sine gentagne bevægelser i det porøse hvide strandsand ligesom den tålmodigt insisterende bølge, der vedholdende skyller op på land.

Titlen ”At a no place” kan også pege på havet som et ikke-sted; et sted uden fast grund under fødderne. Mennesket kan ikke leve i havet, og havet forbliver forbindelsen; en transport eller overfart fra et land til et andet. Til slut opgiver kroppen sit Sisyfos-foretagende og finder et strå. At finde et strå at klamre sig til er en talemåde på dansk, som italesætter dét at finde et sidste håb. Men Jessie Kleemann gør dette strå, håbet, til en gestus. Hun vender sig mod kameraet, rækker strået frem og kigger på os beskuere. Denne gestus er som en forbindelse fra et menneske til andet, der kan overskride dette ikke-sted, hvor vi som kroppe er fortabte og drukner. Det er en krop, som har overlevet havet; dets tumult, dets adskillelse og forflyttelse.

HORISONTEN

Horisonten skiller hav og himmel med en ret linje. Horisonten indeholder længslen; hjemvéen, drømmen eller flugten. En ufokuseret skikkelse er placeret på land med front mod kameraet og ryggen mod havet og horisonten. I sin gennemsigtighed bliver denne krop forbindelsen mellem land, hav og himmel. ”Kunsthistorikeren” hedder dette fotografiske værk af Pia Arke.

Selvom det er en ægte kunsthistoriker på fotografiet nemlig kunsthistoriker Helle Due Pedersen, så var både kunst, historie og fotografiet en integreret del af Pia Arkes praksis.

En praksis spændt ud over havet mellem Danmark og Grønland. I sine værker bearbejdede hun sin egen historie som værende både dansk og grønlandsk, men også den officielle og uofficielle dansk-grønlandske kolonihistorie, som hun fandt i arkiver.

Arke byggede et hulkamera, hvor der var plads til hende i kassen. Gennem et hul faldt lyset ind på et negativ på væggen. Med en lang eksponeringstid på 15 minutter, kunne hun bevæge sig ind og ud af motivet, og skabe den gennemsigtighed, som kunsthistorikeren har.

Hulkameraet fragtede hun til den gamle Øresundsfæstning Kronborg på Nordsjælland, hvorfra skibene havde Kronborg om bagbord eller styrbord alt efter, om de sejlede ud til eller hjem fra de danske kolonier i Nord- og Sydatlanten. Skibene var centrale i koloniseringen af Grønland; de sejlede præsterne og kolonibestyrerne ud og kom lastet hjem med for eksempel spæk til gadebelysningen. Arke transporterede hulkameraet til Nuugaarsuk i Sydgrønland, hvor hun blandt andet havde boet som barn. Og hun fik det store hulkamera til Lønstrup Klit i Nordjylland i Danmark, hvor værket ”Kunsthistorikeren” er fra og strækker sig ud til Nordsøen videre over Atlanterhavet forbi Island til det rammer Grønlands østkyst, hvor Arke er født og Arkes mors familie er fra.

Pia Arke, Kunsthistorikeren.

Pia Arke kaldte sig for bastard; et ord som før i tiden betød uægte og blev brugt om børn født udenfor ægteskab. Som født i Grønland og barn af en grønlandsk mor og en dansk far samt som ung og voksen bosat i Danmark var Arke både-og og hverken-eller; et vilkår mange med tværkulturel baggrund deler. Som hulkameraets lys på filmen på væggen, skabte Arke et negativ af bastarden; hun vendte den om. Bastarden blev en kraftfuld position, hvorfra Pia Arke kunne genforhandle både det danske og det grønlandske og forholdet herimellem. Bastardens fordel er, at den ikke kun kan se verden fra et sted, men med sin krop er udstrakt (over havet) mellem flere steder.

Jeannette Ehlers, Jessie Kleemann og Pia Arke indtager alle denne bastardposition, hvor de med deres kroppe performativt i foto, videoværker og performances genforhandler både deres egen historie og den fælles kolonihistorie, som den fortælles og genfortælles. Havet er bastardens fornemste bastion; et sted der forbinder land med land, hvor bølgerne omrokere og gentager sig selv, men aldrig er de samme. 

De tre kunstneres værker gik i dialog med hinanden på udstillingen Atlantikumi / I Atlanterhavet, der blev vist i 2021 på Nuuk Kunstmuseum og i 2022 på Nordatlantens Brygge i København.

Stine Lundberg Hansen (f. 1982) er freelance kunstskribent, formidler og kurator bosat i Danmark og med en baggrund på den grønlandske kunstscene. Hun var medkurator på udstillingen ”Atlantikumi” – vist på Nuuk Kunstmuseum 2021 og Nordatlantens Brygge i København i 2022 – hvor udvalgte værker af de tre kunstneres gik i dialog hen over Atlanterhavet.

Jeannette Ehlers (f. 1973) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, har rødder i den afrikanske diaspora i Caribien og arbejder i sin praksis med performances, videoværker og installationer og med den vestlige verdens fortrængning af kolonitiden, med dispora og med de racistiske strukturer kolonitiden trækker op til i dag.

Jessie Kleemann (f. 1959) har en baggrund i Tuukkaq-teatret i Danmark samt Grafisk Værksted/Grønlands Kunstskole i Nuuk. Hun er født og opvokset i Grønland, men er i dag bosat i Danmark. Gennem performance, poesi og maleri arbejder hun med det koloniale forhold mellem Danmark og Grønland, med traume og de historier kroppen bærer på, med sårbarhed og arktis.

Pia Arke (1958-2007) var uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og med sin grønlandsk-danske baggrund arbejdede hun i fotografi, videoværker og arkivmateriale med det dansk-grønlandske koloniale forhold, hvor hun vævede den personlige og den overordnede historie ind og ud af hinanden både undersøgende, udfordrende og udvidende.